Behind the scenes: Mads med læberne – verdensmesteren, der trækker sine shorts alt for langt op

Mads Andresen kom til Heimdal i ægte Zlatan-stil, og her nyder han unisex-saunaen, scorer lækre mål og hygger sig med det sociale liv i klubben. Men ikke alt er fryd og gammen for den unge, flotte fyr – han er bl.a. blevet frataget anførerbindet og betaler til bødekassen pga. svigerfamilien. Få hele historien i dette dybdegående spillerinterview.
Men først tager vi lige de kolde facts om Mads, der snart har spillet i klubben i to år og allerede har gjort et stort indtryk. Han er 23 år, arbejder som privatrådgiver i Sydbank og bor på Østerbro med sin kæreste. Mads er fra den lille by Ejby lidt uden for Køge – og derfor har han selvfølgelig også en del tatoveringer, som han forklarer:
Det er obligatorisk, når man kommer fra Køge-området. Vi får dem lavet i børnehaven og bliver inddelt i bander. Ej, jeg ser det som kunst og ikke bare tatoveringer, så derfor skal jeg da have tatoveringer.

Du er jo blid som et lam, så hvem skulle også tro på det… Nå, men fortæl først, hvorfor du endte i herlige Heimdal?
Jeg kendte ingen i klubben, men da jeg flyttede til Østerbro, så googlede jeg bare ”klubber Østerbro”, og Heimdal kom frem som den første. Så skrev jeg til Daniel Bodin (daværende træner, red.), at jeg kom til træning – ægte Zlatan-stil!
Og jeg er blevet hængende pga. de fede mennesker i klubben og det sociale samvær mellem holdene. Har aldrig oplevet før, at en klub har unisex-sauna, men det fungerer åbenbart smertefrit for nogle.
Sådan er Heimdal, men hvordan er du selv som spiller?
På en fodboldbane er jeg den, som knokler for holdet, tager alle de hårde løb og smadrer altid igennem – med forbehold.

Jeg blev også forfremmet som anfører, men det bind blev hurtigt taget fra mig, efter der kom en ny Sherif til byen.
Tofte overtog båndet, men det er også lettere, når han trods alt har hyret den nye træner, og Dige som viceanfører må skyldes nogle ture på Mexibar!?
Okay, Zlatan – hvad tror du så, at andre i klubben tænker om dig?
Jeg er kendt for at være utrolig doven og trække mine shorts langt op. Har erfaret, at Anja og Marie har svært ved at kigge væk, og det forstår jeg selvfølgelig godt. Hvem har også set så meget hår på et par ben før?
Derudover har jeg da fået nogle komplimenter for mine læber, især Tofte er utrolig glad for dem…
Det er der altså MANGE, som er. Har du egentlig scoret pga. de usædvanligt fyldige læber?
Ja, min kæreste faldt pladask for dem på en Roskilde Festival, og hun har endda et par billeder af dem – måske også en video…
Og de er selvfølgelig ægte – blev stukket af en bi som helt lille, og de er aldrig blevet mindre siden.

De er i hvert fald store! Kan vi ellers forvente noget stort fra din side i sæsonen?
Jeg har allerede lavet noget stort ved mit første mål i efterårssæsonen.
Rygterne går på, at målmanden stadig står i målfeltet og kigger efter bolden.
Ja, du er vild. Og du er også for nylig blevet verdensmester i straffespark! Der er noget med, at det minder om EM92-triumfen for dit vedkommende – kan du fortælle lidt om det?
Ja, jeg bliver indkaldt på et wildcard om torsdagen efter at have stået med en bajer og pøller på grillen.
Flyver direkte ind på rådhuspladen om lørdagen. Leverer en fantastisk slutrunde og bliver selvfølgelig kronet som verdensmester – Bobo har i øvrigt videoer, hvis nogen er interesseret.
Jeg stiller ligeledes også gerne op til billeder og autografer.

Du er et stort menneske. I øvrigt må du da være enhver svigermors drøm – du bliver jo tagget hver anden dag til et sviger-arrangement. Hvordan tager du de ”sjove”, men også kærlige kommentarer til det fra holdkammeraterne?
Jeg synes, det er dejligt at bruge tid med min svigerfamilie, så tager det egentlig ikke så tungt. Det er selvfølgelig voldsomt at pålægge mig bøder – især når det er Bobo, der uddeler dem, for vi ved jo alle, at han er sammen med svigerfamilien hele tiden.
Han løber i hvert fald med andenpladsen på det punkt… Her til sidst, er der så nogle Heimdal-minder, du lige vil dele med os?
Jeg vil gerne fremhæve en episode på Mexibar, hvor Dige brugte hele aftenen på at tale Bodin varm, så han kunne starte inde i de næste kampe (det lykkedes forhåbentlig ikke, red.).
Eller det faktum, at vi ikke har set Mikkel Fiil, siden han drak tre Speedy (en vanvittig drink, red.)! Har nogle hørt fra ham overhovedet?

Nej, men jeg tror også, at Fiil gik i gang med sin fjerde Speedy, og du ved jo, at tre er smertegrænsen, ik´?
Jo, reglen er:
1 – så er du kørende
2 – så er du flyvende
3 – så er du på vej i seng
Det er så sandt, som det er sagt. Og smukt. Tak for svarene, Mads – og lad os da så ellers slutte med et legendarisk Heimdal/Mexibar-citat, som jeg ved, du elsker:
”Så det kan være, vi måske ses senere”, Daniel Bodin.
Læs de tidligere ”behind the scenes”-spillerinterviews her:
Behind the scenes: Nicolaj ”Flæske” Larsen
Behind the scenes: Laura Holm Pedersen
Behind the scenes: Mikkel “John” Olander
Behind the scenes: Stine Helth
Behind the scenes: Lisa Samuelsen
Behind the scenes: “Kamilla med krøllerne”
Behind the scenes: Casper Nygaard
Behind the scenes: Anne ”Gryde” Grydgaard
Behind the scenes: Nikolaj Nørgaard Skytte
Behind the scenes: Jacob ”Bobo” Petersen
Behind the scenes: Søren Grønbjerg
Behind the scenes: Kristian “Hulk” Hansen
Behind the scenes: Morten Villemoes
Behind the scene: Mille Grejs Andersen
Behind the scenes: Morten Lauritsen

0 Comments on “Behind the scenes: Mads med læberne – verdensmesteren, der trækker sine shorts alt for langt op”