Pointdeling for Dame 3 trods ufine tricks

Holdet var udtaget og spillerne max motiverede for at vende sidste kamps nederlag til en sejrrig succes, da vi mødte VLI på deres hjemmebane.  Dagens nøje udvalgte kamptrup bestod af Helene på mål, den succesfulde forsvarskæde (Signe, Naja, Kristine og Nanna), den driblelystne midtbane (Asta og Mette), de to løbestærke kanter (Verena og Anita) og ikke mindst den angrebsivrige top (Rømer og Inga). På sidelinjen var der en stærk pulje af dribledronninger klar (Sara, Karoline, Simone og ALLAN)

Den første halve time havde VLI taget alle usportslige kneb i brug for at skabe forvirring, som til dels lykkedes for dem. De forvirrede os med en bredere bane, meget ung dommer og ikke mindst tricket med eks-kæreste-issues. Det resulterede i adskillige angrebssituationer med kontra fra deres side. Kristine kæmpede en brav kamp med deres forreste, som til tide kunne få en til at drage paralleller til Davids kamp mod Goliat. Der skulle dog et hjørnespark til før, at det lykkedes VLI at score til 1-0, hvilket var stillingen ved pausen.

Forvirringstricket blev evalueret, gennemanalyseret og til sidst gennemskuet i pausen, så det var et knivskarpt Heimdal-hold, som gik på banen til anden halvleg.  Dette klarsyn skulle vise sig at bære frugt og vi sad på spillet fra første fløjt. VLI blev presset i bund, blod (bold)-lysten var max og viljen til sejr ukuelig.  Adskillige kontraer, samt dribleture fra både midtbanen, kanten og ikke mindst angrebet lagde et større og større pres på VLI’s forsvar og indsatsen var ikke forgæves. En tilbagelægning fra Anita til Asta, resulterede i et smukt lop over hele VLI’s forsvarskæde inklusive  mål”quinden”. Der var udlignet og begge hold satsede alt for at ændre dette til sejr.  Men desværre forblev resultatet uændret, da kampen blev fløjtet af 5min før tid. Vores dommeraspirant var desværre ikke nået til den lektion i dommerkurset, hvori det undervises i længden på de forskelige niveauer, og var derfor urokkelig i sin overbevisning om at Dame senior 11-mands spiller 2x40min. Der blev derfor uddelt ét point til hver af de fightende tropper.

Holdet var selvfølgelig ærgerlig over at det ikke blev til en sejr, men glade for at fik kæmpet os tilbage og hevet en uafgjort hjem, på trods af VLI’s mange ufine tricks.  Stemningen blev endnu bedre da holdet nåede omklædningsrummet, hvor Allans fik fødselsdagssang af hele holdet. Dagens spiller blev Nanna, som gjorde et stærkt comeback fra sidste kamp, med ren hæl, tå, driblinger og ikke mindst masser af kropstacklinger.