Lange lokker og super(mål)man gav sejr til Herre 1

En forårsopsummering

Søndag under den bagende middagssol spillede Heimdals Serie 2-hold mod de stærke Solrøddrenge fra Sunred Beach. Vejret var mere til strand end bold, og varmen var tæt på at tage livet af flere spillere – hvilket en og anden kunne give træner Newroz skylden for, da han var blevet forbudt at indtage væske natten forinden.

Heldigvis trodsede Heimdal-spillerne de svære odds, men det holdt hårdt. Et stærk spillende Sunred Beach kom til mange store chancer i kampen, og Heimdal må takke målmand Christian Ebdahl for en imponerende indsats. En indsats, der fortjent blev belønnet med en ’kampens spiller’-titel, og som sjældent er set bedre. Flere gange skød Sunred utrolig nok forgæves helt tæt på mål, og især redningen af et hovedstød var i en kaliber meget lig nedenstående:

Christian Ebdahl stod en brandkamp - og havde SERIØST en redning som den her. Det var helt tosset.
Christian Ebdahl stod en brandkamp – og havde SERIØST en redning som den her. Det var helt tosset.

Heimdal derimod havde ikke lige så let ved at komme til de store chancer, men holdet kæmpede og spillede med stor koncentration hele kampen igennem – og havde et topholds held, da det gjaldt.

I anden halvleg viste Morten Lauritsen nemlig, hvordan man kan drage fordel af en hårpragt, der er kun de færreste forundt. På et hjørnespark lægger Lauritsen an til et hovedstød, men modsat hvad alle Sunset-spillerne tror, passerer bolden blot igennem de lange lokker, og den får lov til at hoppe videre ind i feltet. Her viser holdets midterforsvarer Steffen så endelig, hvorfor han dog skulle have 9’eren ved årets trøjeauktion. Flot dukker han op bagerst i feltet og nikker Heimdal i front, 1-0.

En genialitet fra Lauritsen, der heller ikke var sen til at erklære, at der selvfølgelig var tale om en assist. I så fald var der tale om en vigtig assist, for resten af kampen forløb uden yderligere scoringer.

Dermed sikrede Herre 1 sig endnu en sejr i en rigtig flot forårssæson, som indtil videre har budt på seks sejre og derudover blot en enkelt uafgjort kamp. Holdet sluttede efteråret på førstepladsen i rækken og har herefter kun positioneret sig yderligere i kampen om oprykning  til Serie 1 – en dagsaktuel top 5 ses herunder:

TOP 5: Den aktuelle stilling i Heimdals Serie 2-pulje
TOP 5: Den aktuelle stilling i Heimdals Serie 2-pulje

Oprykningen er dog langt fra i hus, og der venter fem hårde kampe endnu, før det bliver afgjort, om Herre 1 lykkes med sin målsætning om at rykke op for andet år i træk.

DERFOR håber vi at se så mange som muligt på lægterne til de sidste kampe, og allerede onsdag aften kl. 18 er der mulighed for at støtte holdet på hjemmebane mod Victoria. Der er i ordets bedste forstand tale om et vaskeægte lokalopgør – og det bliver en god kamp!