Kammerater! Heimdal vs. overklassen!

På en flot og solbeskinnet befrielsesdag satte Heimdal kurs mod Hellerup, for at spille topkamp imod HIK, der inden dagens kamp havde vundet deres tre første kampe.

Heimdal var ligeledes ubesejret, og ville med en sejr for alvor blande sig i toppen af ligaen.Efter at have manøvreret udenom luksusvillaer og åbne sportsvogne med midaldrende mænd, fandt vi endelig HIKs kunstgræsbane, som i dagens anledning var gemt væk bag en skole og en byggeplads. Træner Jung måtte til dagens kamp se bort fra flere spillere, herunder holdets normale målmand Skytte, som skulle til konfirmation (Tillykke med både fødselsdag og konfirmation, Skytte. Håber at du har fået en masse gode gaver).

Det betød at 2.holdets reservekeeper Bjarke Nielsen måtte trække i den langærmede, og derved give plads til Morten Hansen i midterforsvaret.

Holdet manglede til dagens kamp den normale førstemålmand, Nikolaj Skytte

Der var i truppen også fundet plads til 5 førsteholdsspillere som alle havde været en del af den succesfulde pokaltriumf i sidste uge: Christian Jørring (som fik debut i dag; hvor var øllene?), Jesper Tholstrup, Martin Kaasgaard, Søren Grønbjerg og Mikkel ”John John” Olander (som scorede et flot mål i pokalkampen. Rygterne vil vide at det var med lukkede øjne).

Heimdal stillede således op på følgende måde:

Morten Lysbeck

Christian Jørring – Thomas Arildsen – Søren Grønbjerg

Kasper Frøhling – Mikkel Olander

Sune Nørgaard – Morten Hansen (c) – Morten Villemoes – Jens Wodschow

Bjarke Nielsen

På bænken sammen med træneren Dennis Jung, startede de to pokalfightere Martin Kaasgaard og Jesper Tholstrup.

Taktikken gik ud på at lægge et højt pres fra start, da træner Jung havde observeret at dagens modstander var en flok unge knægte, og at flere af dem var mindre end træneren.Desuden var der forhåbninger om at flere af spillerne ville være frustreret over ikke at være i Herning med deres venner og se One Direction.

Som ønsket stod Heimdal derfor højt på banen, og anført af den sønderjyske evighedsmaskine fra Rostock blev alle bolde jagtet for at stresse de unge overklassedrenge, og få dem til at lave fejl.

Kampen var således ikke mange minutter gammel da Hellerups målmand tænkte at det var på sin plads at uddele gaver, og eftersom han ikke havde taget sin faders American Express med ud til kamp, nøjedes ham med at lave et dårligt udspark, som røg ud til Lysbeck, der fra 30 meters afstand let kunne sætte bolden ind i det tomme mål til 1-0.
Et fremragende mål, som vidner om at Lysbeck i takt med det gode vejrs fremkommen for alvor ser ud til at være i mål- og spillehumør.

2.holdets usandsynligt lynhurtige, spillende træner Dennis Jung Skov

Få minutter senere var Lysbeck på spil igen, da højrefløjen Søren Grønbjerg med en hård skuldertackling fik presset sin direkte modstander til både at spille bolden på tværs, og falde omkuld.
Lysbeck fik således bolden, og efter at have afdriblet Hellerup-forsvaret kanonerede han bolden op på trekantssammenføjningen, i en situation, hvor han måske skulle have spillet bolden på tværs til en fremadstormende Thomas Arildsen.

Heimdal havde det meste af spillet i første halvleg, og man følte at det kun ville være et spørgsmål om tid, før overtaget ville udmønstre sig i endnu et mål.
Bjarke i Heimdal-målet blev sjældent presset i denne periode, men måtte alligevel diske op med en klassisk Bjarke-redning, hvor han slår bolden ud på stolpen, for efter roligt at samle bolden op.
Resten af de småchancer som Hellerup kom til, klarede reservekeeperen uden besvær.

Kampen blev i første halvleg spillet i et højt tempo, kun afbrudt af lidt sjældne frispark dømt af en dommer som tillod til tider hårdt spil, hvilket betød at de unge HIK-drenge var meget ophidsede.

Temperamentet blev ikke mindre efter et par situationer i Heimdals højre side, hvor Søren først måtte undskylde overfor Hellerup for at lave en tunnel på deres fløj, og et par minutter senere, da han, med kampens flotteste detalje, med ryggen til en modspiller elegant spillede bolden over denne, (en detalje han havde afluret fra Lysbeck, der havde øvet netop denne finte under opvarmningen) og driblede videre indtil han på voldsom vis blev stoppet af Hellerups iltre anfører, der med et spark på Sørens læg, fik ødelagt hans ene benskinne.

HIK-spillerne virkede tydeligt frustrerede og det hjalp ikke på humøret at deres målmand forsatte med at dele gaver ud, i form af sløje udspark (der dog ikke blev behørigt straffet), eller at dommeren fløjtede for offside i en situation hvor HIK-spilleren var blevet spillet fri af John-John.

Supertekniker, boldekvilibrist, kvindebedårer, Ford Fiesta-indehaver og romanforfatter – you want it, he’s got it

Bedst som Heimdal var ved at være klar til at gå til pause fik Hellerup pludselig en chance ud af ingenting, da de efter en lang bold fra forsvaret pludselig gjorde at en angriber stod fri, og uden chance for Bjarke blev der udlignet til 1-1.

I pausen blev der lavet et par rokader, da Søren, som spillede sin første turneringskamp efter at have været blevet småskadet i slutningen af opstarten, blev udskiftet med Heimdals elegante fløjspiller Kaas, som i trøjen med 10-tallet på ryggen, så flot og majestætisk ud i det flotte sommervejr.
Elegantier Thomas Arildsen, som endnu ikke er kommet helt i form, blev ligeledes udskiftet, og ind kom Heimdals hardhitter Jesper Tholstrup,som  tog plads på den defensive midtbane, og skubbede Frøen op som hængende angriber.

Heimdal forsøgte at fortsætte den ellers flotte første halvleg, men det var også tydeligt at Hellerup i kraft af det udlignede mål havde fået fornyet tro på egne evner.

Det betød at kampen udviklede sig til en stillingskrig på midtbanen, uden af nogle af holdende formåede at blive farlige.

Som følge af udviklingen skiftede Dennis Jung sig selv ind på toppen i stedet for Kasper Frø, som var kørt træt i varmen.
Det betød at angrebet fik en ekstra dimension, hvor nu både den Sønderjyske evighedsmaskine og træner Jung kunne sendes i dybden.

Netop træner Jung fik midt i 2. halvleg mulighed for at vise sine evner, da han blev spillet til en friløber, hvor han driblede udenom målmanden, og lød tankerne lede tilbage på Svend Gerths berømte ”Han skyder, nej han venter! Det er genialt det der”. Desværre var det ikke genialt at vente med at skyde i situationen, da målmand og den tilbageløbende forsvarspiller fik tacklet bolden fra Dennis i fælleskab.

Hellerups målmand kom i yderligere fokus kort tid efter, da Lysbeck blev sendt i dybden, og på kanten af feltet fik den fremadstormende målmand plantet sin skulder i hovedet på Lysbeck, der netop havde fået prikket bolden forbi ham med pandebrasken.
Dommeren takserede kun svinestregen til gult kort, og Heimdal håbede nu at kunne afgøre kampen én mand i overtal.

Heimdal fik dog ikke for alvor fat i kampen, og i stedet var det Hellerup, som kom foran 2-1.
2. halvleg blev desuden skæmmet af at træner Jung med udgå med et skadet knæ.
Jesper Tholstrup måtte ligeledes udgå med et slag på knæet, der dog ikke ser lige så slemt ud som trænerens skade.

Heimdal begyndte mod slutningen af kampen at løbe tør for kræfter på den varme bane, og fik ikke rigtig produceret chancer.
Det var derfor en naturlig udvikling på tingene at Hellerup kom til en chance i højre side af feltet, hvor Bjarke først redder bolden med ansigtet, hvorefter angriberen lobbede bolden over Bjarke til en anden Hellerupspiller som (muligvis i offside?) kunne sætte en inderside på bolden til 3-1.

Søren Grønbjerg havde til dagens kamp glemt de piger, han så gavmildt havde fyldt Ford Fiestaen op med til sidste kamp mod Jægersborg.

Heimdal var i slutminutterne tæt på at skabe spænding i kampen, da Søren, som var kommet ind igen i slutningen af 2.halvleg, erobrede bolden på kanten af feltet, afdriblede en mand, og sendte et følt indlæg ind bagerst på kantet af det lille felt, hvor Frøen sikkert sendte bolden i nettet.
Af uransagelige årsager valgte dommeren dog at dømme offside, og Heimdal kom ikke tættere på scoring, hvorfor kampen endte 3-1.

HIK sluttede dog kampen af med 10 mand på banen, da en af deres (mange sure) spillere med 20 sekunder igen brokkede sig til et gult kort. Dette udløste spontan jubel blandt hans holdkammerater da dumme gule kort vanen tro koster Moët champagne til bødekassen.

Kampens Heimdalspiller blev reservekeeperen Bjarke, som spillede en flot kamp, og ikke kunne klandres for de 3 mål. For dette blev han belønnet med 8 stemmer.

Fra holdet skal der desuden lyde en tak til de fremmødte damespillere, som både skabte stemning på sidelinjen og hjalp med tidtagning (og at holde styr på klokken).

2. holdets næste kamp er på søndag kl. 11.45 hjemme i Fælledparken imod Olympia. Alle opfordres til at dukke op og støtte op om holdet, da meteorologerne har lovet sol og sommervejr.