3 point og magisk mål nr. 100

3 point og magisk mål nr. 100

Fredag aften tog Herre 1 imod bundholdet fra AIK Frederiksholm. Efter 6 sejre i ligeså mange kampe var forventningen selvfølgelig endnu 3 point til de grønne fra Heimdal. Det skulle dog hurtigt vise sig at rækkens nr. 12 ikke ville give sig uden kamp.
Der var ikke gået mange minutter før det stod klart at AIK kom med en meget defensiv indstilling til kampen. Derfor foregik stort set alt spil på Heimdals præmisser, men på trods af det store spilovertag lykkedes det ikke hjemmeholdet, at spille sig frem til de helt store chancer.

Mod slutningen af halvlegen blev Heimdal dog mere nærgående og havde, efter nedfaldsbolde i feltet, flere skud snært forbi AIKs mål. Kort for halvlegsfløjtet kunne det meget vel have stået 1-0 til hjemmeholdet, da topscorer Lars Tofte på på ægte Van Basten-vis forsøgte sig med et saksespark i det lille felt. Forsøget gik dog tæt forbi AIK målet.
Heimdal gik til pause med et lidt skuffende 0-0 resultat, men på tilskuerpladserne var der dog stadig stor optimisme efter det mere og mere målsøgende Heimdalspil.

2. Halvleg er dog ikke særlig gammel før en tabt hovedstødsduel på midten af banen resulterer i en friløber til AIKs hurtige angriber. Christian viser sig heldigvis endnu en gang som en utrolig vigtig sidste skanse for Heimdal, og får afværget muligheden. Måske var det et wake-up call til hjemmeholdet. På det efterfølgende angreb bliver et indlæg slået mod bagerste stolpe, hvor Tofte kommer stormende klar til at sætte pandebrasken på, men bliver i sidste øjeblik skubbet i ryggen af en AIK forsvarer. Straffe til Heimdal. Seb skulle stå for eksekveringen og scorede som sædvanligt stensikkert.

1-0 føringen gav Heimdal ekstra blod på tanden, og det virkede samtidig som om, noget af luften gik af AIK-ballonen. Heimdal lagde større pres og som naturligt følge af dette, dumpede en nedfaldsbold tilfældigt ned for fødderne af Mikkel, som sikkert kunne score for 3. kamp i træk. 2-0 til de grønne.

 

Kampen virkede nu afgjort og coach Newroz følte sig så overbevist om sejren, at han godt turde sende Heimdals fortabte søn publikumsfavoritten, Ralle-Magic, på banen. Det skulle vise sig at være en ganske fornuftig satsning. Ralles første berøring blev en lang tå ud til Tofte på kanten. Alle var imponerede og ville have mere. Det skulle de hurtigt få, for et minut senere modtager Ralle bolden for anden gang. På kanten af feltet med ryggen mod mål, måtte 2 stakkels AIK spillere se målløse til, da Ralle med en yderst fræk kropsfinte glider forbi dem og sikkert sparker bolden fladt i det lange hjørne og sikrer Heimdal en 3-0 sejr. Dette var samtidig Heimdals mål nr. 100 i denne sæson.
Næste kamp bliver en meget vigtig en af slagsen, hvor Heimdal drager til Valby for at spille topbrag mod rækkens nr. 3, FC Rikken. Vi får brug for al den støtte vi kan få. Så kom til Valby Idrætspark på lørdag kl. 13 og hjælp Herre 1 et skridt nærmere oprykning til serie 2.