Ingen indefodbold henover vinteren

Traditionelt har Boldklubben Heimdal, som et kærkomment og imødeset supplement til udendørssæsonen, kunnet tilbyde indendørsfodbold i Nørrebrohallen henover vinteren. Det bliver der dog desværre ikke noget af i år, da de sparsomme haltider i altoverskyggende grad bliver givet til børne- og ungdomsfodbolden i de københavnske klubber.

Indefodbolden i Heimdal plejer at være et hyggebaseret tirsdagsarrangement, hvor gamle såvel som nye medlemmer mødes på tværs af hold og afdelinger og det er derfor med stor beklagelse at Heimdal ikke kan tilbyde dette i år. På den anden side set, så har klubben dog også en forståelse for at det er børne- og ungdomsfodbolden, som står først for, når haltiderne skal fordeles. Der er vist ikke nogen i Heimdal som ikke husker tilbage på indefodbolden i barndommen med et stort, nostalgisk smil på læben og de oplevelser skal de lokale børn naturligvis heller ikke snydes for.

Heldigvis er der dog stadig mulighed for at vise de tricks man tillærte sig i dunsten af friture og slush-ice for mange år siden, når Boldklubben Heimdal inviterer til sit årlige, åbne indendørsstævne lige efter nytår i Nørrebrohallen. Der følger mere meget mere om dette senere, når planlægningen er mere fremskreden, men begynd allerede nu at alliere jer med jeres venner, familie eller med- og modspillere, så I kan få et stærkt, konkurrencedygtigt hold, som måske kan gå hele vejen og sole sig i hæder og evig berømmelse!