Herre 2 fortsætter sejrsstimen!

Den normale referent Søren kunne ikke afse tid til at skrive kampreferat, da han skulle nå at have pyntet op til Påske (Sørens mor har udstyret ham med et større arsenal af påskekyllinger og harer, dog måtte en enkelt hare lade livet i ovnen ved en fest hos Søren sidste Påske). Referatet vil således være noget kortere end normalt og mængden af superlativer, især brugt om Søren selv, vil også være reduceret.

Herre 2 efteråret 2013 - Siden hen er der kommet en del udskiftninger på holdet.
Herre 2 efteråret 2013 – Siden hen er der kommet en del udskiftninger på holdet.

Kampen blev spillet på B93s baner, hvor græsbanerne fremstod som rene billardtæpper. Desværre skulle kampen spilles på kunst, for som en af B93 spillerne sagde, så var det kun de gode hold der fik lov til at spille på græs. Heimdal så således frem til at kunne drage fordel af de mange træningstimer på kunst, men det skulle vise sig at være et godt boldspillende B93 hold, der havde bolden mest.
Der var også kun gået 5 minutter da B93 bragte sig foran efter lidt kombinationer i rummet mellem forsvar og midtbane og et tørt hug ude ved den ene stolpe. Onde tunger vil dog mene Bjarke var helt håbløst placeret ved målet. Det skulle dog vise sig at blive den eneste gang B93 fik kombineret sig frem til en større chance, for coach Dennis havde fået organiseret holdet fremragende til kampen. Kun 5 minutter senere faldt udligningen, da Anders E fandt Olander i feltet og via den ene stolpe scorede han sikkert i en situation der lugtede fælt af offside. Olander var efter kampen lidt ærgerlig over at Mie ikke var kommet i tide til at se scoringen, når det nu forekommer så sjældent. B93 spillerne var lidt chokerede over at Heimdal var kommet tilbage i kampen og der skulle kun gå yderligere 10 minutter før Heimdal kom foran. Efter et indkast ude i højre side snød Rune et par mand og gik til baglinjen. Med et fladt indlæg fandt han Victor i feltet, som uden problemer sendte kuglen i nettet. I perioden efter scoringen blev Heimdal sat under pres, især fordi Olander fik et tyndt gult kort for at bremse et B93 fremstød.
Heimdal var dog konstant farlige på kontrastød med de 2 lynhurtige kanter Søren og Kaas, som er blevet sammenlignet med Bale og Ronaldo. Blandt andet havde Søren et af hans vanlige raids frem ad banen som en anden Tarok, mens Kaas fik hamret en afslutning mod mål som målmanden måtte ud i fuld længde for at parere.

Kampens spiller blev højre back Jens Wodschow
Kampens spiller blev højre back Jens Wodschow

Scoringen til 3-1 skulle dog komme efter et hjørnespark, hvor Hulk ramte Bjarke lige i hovedet med en perfekt slået hjørnespark, selvom Bjarke dog selv påstod han havde lavet et fremragende løb. I den resterende del af første halvleg havde B93 en del afslutninger udefra, da de ikke kunne kombinere sig igennem Heimdals betonforsvar. Afslutningerne var dog forholdsvis elendige og endte i flere tilfælde bag en mur bag målet. Da coach Dennis ikke ville udlåne flere af Heimdals bolde, så måtte kampen afbrydes i en længere periode, mens et par B93 spillere hentede boldene.
Kort før pausen kom Heimdal atter i undertal da Søren kom for sent i en tackling og fik et gult kort. Søren udtalte selv at han havde lidt tunge ben efter en lang arbejdsdag i banken. Så kan man undre sig over hvad de laver i den bank udover at sidde på en kontorstol.

I pausen blev en hårdt arbejdende Rune udskiftet med Nicklas. Anden halvleg mindede meget om første og B93 spillede fortsat bolden rundt uden rigtig at komme frem til noget. 10 minutter inde i anden halvleg blev det så også Heimdal der kom foran 4-1. Daniel var kommet ind i stedet for Søren da udvisningen udløb og han sendte en lang bold op mod Hulk, som vandt hovedstødsduellen og pludselig havde frit løb mod mål fra midten. I adstadigt tempo luntede han mod målet og udplacerede målmanden stensikkert. Dennis mente nu at sejren måtte være hjemme og han kunne derfor uden større risiko sætte sig selv på banen i stedet for Kaas. Der skulle dog ikke gå længe efter udskiftningen før B93 fik reduceret til 4-2. Dennis var dog uden skyld i målet, der ene og alene kunne tilskrives en hjerneblødning af Skytte. Dennis havde inden kampen haft fokus på hurtig boldomgang i forsvaret, men på en tilbagelægning valgte Skytte at stå og nyde solnedgangen og fik således ikke sparket bolden væk hurtigt nok. En B93 spiller blokerede sparket og kunne sende bolden ind i et tomt mål. Der skulle dog ikke gå længe før Heimdal sørgede for at dræbe den sidste spænding i kampen. Dennis modtog bolden i klar offside position og da han ifølge ham selv ikke vil score mål der ikke er ”rigtige” mål, så spillede han bolden på tværs til Nicklas, der satte en kølig venstre inderside på bolden så den lige kunne kravle ind over stregen.
Kampen var nu afgjort og de resterende 20 minutter forløb uden nævneværdige episoder. Efter kampen blev højre back Jens valgt til kampens spiller, da han fuldstændig havde lukket højresiden ned, dog mente Kaas selv også at have haft en mindre

andel i dette. Det obligatoriske billede af kampens spiller i ”kampens spiller” trøjen resulterede i en bøde til Jens for samtidig at have bar røv.