Endnu en sejr til Heimdal dame 1

Dame 1 spillede i lørdags deres anden kamp i sæsonen, og efter den flotte 7-1 sejr fra første kamp var der noget at leve op til. Damerne havde dog oddsene i mod sig, da de til denne kamp var hårdt ramt af både afbud og skader. Dette betød, at der måtte lånes et par spillere fra Dame 2 (Christina og Sabrine) samt hives et par gamle Heimdalere op af hatten (Katja & Paw).

Kampen bød på en nervøs start fra begge parter, men det tog heldigvis ikke lang tid før Heimdal fik gang i deres mere etablerede spil, og fandt ud af at GVI ikke var så frygtindgydende som man ellers havde kalkuleret med. Der blev lavet rigtig mange gode opspil, som startede helt nede fra Britt (der endnu engang tog en for holdet ved at tage målmandsposten, mens Katrine fortsat er skadet), men desværre udløste disse opspil ikke så mange chancer. Som de største chancer kan nævnes en friløber fra Rikke som desværre røg over mål, og et par rigtig gode skud på mål fra henholdsvis Emilie og Christina, men som desværre blev reddet af målmanden. Så 1. halvleg forblev en målløs affære.

I pausen blev taktikken finpudset, og der var en rigtig god gejst på holdet, hvor alle var indstillet på, at denne kamp skulle vindes så der kunne komme yderligere 3 point på kontoen.

Pausen bød også på en enkelt udskiftning på den offensive midt, hvor Emilie kom ud og den ene af dagens kaniner (Paw) kom ind.

I 2. halvleg fortsatte damerne deres etablerede spil, og de kom også frem til flere og flere chancer, så fornemmelsen på sidelinien var god, dog stadigvæk med en frygt for at et enkelt angreb fra GVI’s side kunne vende rundt på det hele. Heimdals damer stod heldigvis for presset og Rikke kunne efter 69 minutter score til 1-0. Samtidig med denne scoring blev der skiftet ud på pladsen som venstre wingback, hvor Christina blev afløst af Sabrine. På trods af føringen til 1-0 var det stadigvæk en kamp som hele tiden lå på vippen, så der var fuld fokus på at holde bolden i egne rækker og spille den fornuftigt rundt i forsvaret. Efter 75 min blev Richs taget ud og Sofie Devantier blev sat ned som højre wingback, så Katja kunne komme ind på toppen. Det skulle vise sig at være en rigtig god indskiftning, da Katja gik ind og lukkede kampen endeligt, ved at score til 2-0 efter 88 minutter.

Dagens spiller blev Anna Meisner med 8 stemmer.
Dame 1 spiller deres næste kamp torsdag d. 30 maj kl. 19.00 ude mod Amager FF.