Endnu en sejr til Dame 1

IF Føroyar – Heimdal 0-4 (0-1)
Solen forsøgte så småt at titte frem men Kløvermarken har sit eget liv, så den forsvandt hurtigt og blev i stedet erstattet af den evindelige vind der altid gør det overraskende koldt. Det gjorde det til en yderst kølig fornøjelse for de ellers mange fremmødte, både supportere og skadede spillere. Dagens modstander fra Færøerne har trods deres nedrykkerstatus fra Eliteserie Øst ikke udvist meget liv i år og havde inden dagens kamp blot skrabet to point sammen i rækken og måtte endda opgive at stille hold til en enkelt kamp. Så trods uvante omgivelser på græs var et formstærkt Heimdal hold pæne favoritter til kampen.
Det var dog svært at finde fodfæste i starten hvor underlaget drillede og det var svært at få noget tempo i spillet. For en sjælden gangs skyld var der lidt usikkerhed i de bagerste rækker men de få optræk til chancer for hjemmeholdet tog Britt og især Anja sig fint af. Færøernes målmand havde også en fin dag, men måtte se sig passeret efter 34 minutter, da et hjørnespark fra Stine røg i kassen. Keeperen blev hårdt presset af Sofie og slog ud med armene en 8-10 gange efter scoringen og havde meget gerne set et frispark. Sådan gik det ikke og i stedet blev det til den lettende åbningsscoring. De sidste to sæsoner har budt på rigtig mange scoringer efter hjørne til de grønne og det er en fryd at se.
Selvom Føroyar nu var bagud var der ikke megen ændring i deres tilgang til spillet i anden halvleg, som mest af alt bød på lange bolde frem mod angriberen, og det havde Heimdal nu helt styr på. En fordel ved det lange græs når spillet ellers ikke rigtig flyder, er at bolden nemmere stopper ved sidelinjen i stedet for at trille uendeligt som det nogen gange føles som på kunstgræs. Det gav også pote ved 2-0 målet da Marianne søgte en lang bold der normalt nok var hoppet ned til keeperen, men en blanding af dette græs og modvind gjorde at bolden stort set stoppede uden for feltet, og det udnyttede den erfarne angriber til at vippe bolden over keeperen i en blød bue og en fordobling af Heimdals føring.

Det blev også 3-0 efter noget af en specialitet. På en vaskeægte Grydeske blev en afslutning fra højre kant af feltet sendt afsted som halv skud/halv slice og den blev hjulpet godt af vinden, således at bolden sejlede over i fjerneste hjørne til mål.

Kort før lukketid blev det også 4-0 da Richs var kommet i angrebet og timede sit løb helt rigtigt, således at det var den nemmeste sag i verden at sætte en inderside på Anjas raid frem i banen, der endte med en tværaflevering tilbage i banen fra baglinjen. Smukt var det.

Der var rigeligt med afslutninger og stolpeskud ellers, men det blev ved de fire mål. Desværre fik en af hjemmeholdets spillere også en grim skade, der formentlig var et brækket kraveben. Det er altid trist at skulle overvære og vi håber på hurtig bedring.

Med sejren er der nu slået et hul på 4 point ned til GVI på tredjepladsen og næste trin i raketten mod oprykning finder sted lørdag, hvor der på, en formentlig meget våd, græsbane står Østerbro på programmet i et vaskeægte lokalbrag. Det kan kun blive intenst så kom og kig med trods vejrudsigten lørdag kl. 15!