Dramatisk og heroisk point til Herre 2

Dramatisk og heroisk point til Herre 2

Efter en stribe på sin egen måde underholdende og fascinerende kampe, kunne man være fristet til at tro at fredagens kamp var blevet skemalagt til 20.15 for at please de mange tv seere. Ja, man havde endda fået Herre 1 til at varme publikum op inden kampen med en sikker sejr over Rikken.
Sådan forholdte det sig dog ikke, så vi må nøjedes med det skrevne referat og på den måde skuffe de millioner af tv seere verden over der sad klistret til skærmen.
Endnu engang var holdet hårdt ramt af afbud, og var tvunget til at have et par halvskadede spillere med plus holdleder Nikolaj fra 1. holdet og Rene selv. Holdet så ud som følger:

Skytte (1.halvleg) Rene (2.halvleg)

Dennis      Bjarke      Teglmann      Jens

Gys           Rune           Krille           Kaas

Casper N         Finn

Altså et rutineret hold, især oppe foran. Vi kommer relativt hurtigt foran på et glimrende mål af højreback Dennis, der efter smart 1-2 spil igennem forsvaret sammen med Rune smart sparker bolden indenom keeperen, der ligesom alle andre forventer et indlæg.
Det holdte dog ikke længe. KFB udligner til 1-1 kort efter. Kampen bølger frem og tilbage inden Kaas går det til 2-1 på sit første mål i den grønne trøje i 2 år. På dette tidspunkt er både Gys og Krille allerede humpet på bænken med forstrækninger der ikke kunne tåle den kolde aften.
Vi kommer også foran 3-1 inden pausen, da kampens spiller Rune sikkert scorer til 3-1.
I pausen bliver Teglmann også nød til at trække stikket, og der er derfor ikke flere udskiftere. Det betyder at Finn bl.a. måtte spille 90 min i marken for første gang i mange år. Han klarede det dog rigtig flot, selvom han var noget mat i sokkerne efter kampen.
Rene tog over på kassen i 2. halvleg og blev desværre hurtigt passeret 2 gange, ligesom Skytte der var kommet ud i marken fik revet et rødt kort til sig. (Han gjorde det dog godt igen, ved at holde fest for sine holdkammerater efter kampen. God stil!)
Det så altså svært ud, 1 mand i undertal, 3-3 og mange trætte spillere. Ud af ingenting får vi dog et straffespark efter en hånd på bolden i feltet. Casper N scorer sikkert.
KFB får dog igen udlignet kort efter, og har flere chancer til at lukke kampen uden det dog lykkedes dem.
Til sidst måtte også Dennis udgå med en forstrækning. Så vi ventede alle med længsel på dommerens slutfløjt. Det blev dog ikke et fløjt han selv fik lov at bestemme. I samme sekund som klokken slog 22.00 slukkede lyset på Fort Fælled og kampen var dermed slut.
4-4 efter en fantastisk fight og mange kilometer i benene til mange spillere.
Der er blevet luftet en tanke om et spillermøde i et forsøg på at komme de mange afbud til livs. Så følg med her eller på facebook hvor der vil komme nærmere information.

Efter luk på Krille-redaktionen er der kommet mere præcis info om spillermødet. Det bliver onsdag kl 19.40, altså lige efter træning.