Dame 1 fortsætter den gode stime

Webmasteren her på siden, har brugt den sidste uges tid på at få armene ned igen efter damernes flotte kamp mod KFB. Derfor kommer der først nu et referat, lettere forsinket.

Heimdal – KfB 4-1 (2-1) onsdag den 13. maj.

Mål: Richs (10), Emilie (34), Sofie (75) og Anja (87)
Kampens spiller blev Britt, som endnu en gang klarede målmandsposten til UG.

Der var ikke meget maj milde over vejret onsdag aften, hvor et-cifrede temperaturer blandet med strid blæst og byger gjorde det udfordrende at være til på kunstgræsset. Heldigvis for de mange tilskuere var vinden i ryggen, og der var derfor godt fyldt i “skuret” af skadede førsteholdsspillere samt massivt dame 2 fremmøde.

Modstanderen fra Amager i KfB er nedrykkere til rækken fra Eliteserie Øst, men har indtil videre skuffet i år. Det var også hurtigt tydeligt at se, at de kun ville komme til at spille andenviolin i forhold til Heimdal. Blot ti minutter skulle der gå før de grønne kom foran, efter Richs modtog bolden tæt under mål med ryggen til. Hun formåede at skærme sin oppasser fremragende af, og kunne dreje rundt og sende bolden ind til en tidlig føring.

De stribede formåede ikke at skabe meget selv, og man fornemmede derfor at der skulle en fejl og/eller held til at de ville score. Det skete desværre efter 24 minutter, hvor et boldtab foran eget mål kostede et mål til 1-1.

Det rystede kortvarigt Heimdal og minuttet efter skabte KfB deres egen største chance i kampen, men heldigvis forblev det ved 1-1. I stedet gjorde anfører Emilie det til 2-1, fortjent, efter 34 minutter hvor en afslutning udefra fik hjælp af vinden til at ryge utageligt over målvogteren til en ny føring.

Pausen bød på instrukser der virkede, og stort set hele anden halvleg bød på massivt Heimdal overtag. Udnyttelsesprocenten var dog desværre ret lav og man kunne måske blive en smule nervøs for en ærgerlig udligning. Den kom heldigvis ikke – i stedet blev det 3-1 da Alberte (der gjorde comeback efter skadespause) pressede KfB bagerste geledder så voldsomt og effektivt, at hun roligt kunne trille bolden på tværs til en helt fri Sofie D.

Forsvaret ville dog også lege med, og kort før tid fik Anja gjort det til 4-1 efter et klassisk Alberte hjørnespark, hvor bolden droppede perfekt ned ved bagerste stolpe.

Saldoen siger derfor nu tre sejre og en uafgjort, og det har kun Sundby formået at gøre bedre i denne sæson. Der er derfor lagt op til noget af et brag den 9. juni hvor Heimdal skal indtage Amager og fravriste rækkens farligste hold førstepladsen.

Den tid, den glæde. Før da er der både en pokalkamp mod CBS og tre kampe i ligaen, hvoraf den næste er ude mod den anden nedrykker fra Eliteserie Øst i form af Føroyar. Det er lørdag den 23. maj kl. 13:00 på Amager. Vi håber at se mange tilskuere der også, og tak for den fantastisk støtte til de fremmødte i kulden!