2. Holdet og de brændte chancers kamp

Lørdag spillede Heimdal i Gentofte-ghettoen Vangede mod GVI, i en kamp som vil blive husket for 3 ting: Det fremragende solskinsvejr, en kandidat til årets mål, og et spektakulært comeback til en ægte Heimdaler.

Træner Jung var igen ramt af en del afbud, og måtte således ryste posen til dagens kamp, hvilket betød en række nye (men velkendte) ansigter i startopstillingen, spillere på uvante pladser, en debutant på bænken og en joker i ærmet.

GVI lå inden kampen 2.sidst i rækken, med 0 point for 5 kampe, og med en målscore 8-31, var der derfor lagt op til målfest.
Netop af den årsag var Træner Jung en smule nervøs inden kampen, og frygtede at man ville tage for let på kampen.

For at det ikke skulle ske blev der gennemført en god opvarmning inden kampen, som var dobbelt så lang som hjemmeholdets, og inden kampen blev den sidste taktiske instruks givet: Der skulle blæses til angreb og presses højt fra starten, således vi hurtigt kunne få overtaget på kampen.

Træner Jung stillede op med følgende hold:

Casper Nygaard

Thomas Arildsen – Kristian Hulk Hansen – Kasper Frøhling

Stinus Søndergaard – Mikkel John-John Orlander

Jens Wodschow – Lasse Nykjær – Bjarke Nielsen (c) – Mikkel Jørgensen

Nikolaj Skytte

Ude på bænken havde træneren Dennis Jung debutanten Jens Christian Eskildsen, Søren Grønbjerg, samt Jokeren.

 

Da kampen blev fløjtet i gang, var det stik mod alt logik GVI som satte sig på kampen, og i de første 10 minutter spillede Heimdal lige dele nervøst og dårligt.

Efter 10 minutter havde Heimdal sit første angreb, hvor bolden flot blev kombineret i venstre side inden den blev lagt skråt bagud til en fremstormene Hulk, der i sin vante rolle som hængende angriber, nød godt af hullet imellem forsvar og midtbane.
Desværre afsluttede Hulken svagt lige på målmanden, og selvom stillingen stadig var 0-0 indgød det tro i holdet på at sejren nok skulle komme i hus.
Få minutter senere opstod en identisk situation, da bolden blev spillet frem til Nygaard, som med en flot finte snød forsvaret, og dernæst lagde bolden skråt bagud i feltet hvor Hulk nok en gang sparkede lige på målmanden.

Heimdal styrede spillet fint de næste 20 minutter, hvor de kom til et par chancer, og en del hjørnespark, som dog ikke blev rigtig farlige.
GVI kom ikke til de store chancer, da deres taktik gik ud på at snyde offside-fælden med en lang bold i dybden, hvilket Heimdal-forsvaret havde styr på.

Alligevel var det GVI som efter 30 minutters spil kom foran 1-0, da de gennemførte en flot kontra, hvor bolden blev ført op i vores højre siden, hvor de med en skarp tværaflevering fandt en fremstormende GVI’er som satte bolden i nettet uden chance for Skytte.

Heimdal blev tydelig rystet af målet og famlede herefter nervøst rundt, og 5 minutter senere kom GVI således foran 2-0, i en situation hvor Mikkel blev skadet, og måtte udskiftes med Søren, som kom ind på backen.
Minuttet efter forsøgte Kasper Frø med en tværpasning, som han desværre ramte skævt, hvilket betød at blev skadet i lysken og ligeledes måtte udgå.
Det betød debut til Jens Kristian, som efter bare en enkelt træning blev kastet direkte i ilden.
Han kom ned på højre back, hvilket betød at Søren blev flyttet op på hans vante plads på højre fløj,

Heimdal var dog rystet over at være bagud, og udskiftningerne i det i forvejen usikre og uvante forsvar hjalp desværre heller ikke.
Det uundgåelige skete derfor at GVI fik scoret nok en gang, og Heimdal kunne derfor gå til pausen bagud 3-0.

Resultatet og det dårlige spil betød at Træner Jung måtte tage sit en af sit forbilledes mest berygtede værktøjer i brug, hvorfor holdet blev udsat for Dennis Ferguson Jungs hårtørrer.

Skideballen blev fulgt op med en rokade, således at Stinus gik ned i forsvaret og Lasse op på midtbanen i stedet.

Opsangen og den nye opstilling skulle hurtigt vise sig at være en gevinst, for da 2. halvleg blev fløjtet i gang, spillede Heimdal bolden ud til Søren, der spillede et-to med Nyggard, inden han afdriblede en mand, hvorefter han med køligt overblik spillede bolden på tværs til Hulk, som beviste at 3. gang er lykkens gang, og derfor endelig udplacerede målmanden.
30 sekunder spillet, 3-1 og kampen levede igen.

Heimdal overtog herefter fuldstændig kampen, lagde et højt pres på GVI, og spillede pludselig flot fodbold langs jorden.

10 minutter inde i anden halvleg fik Heimdal en afgørende mulighed for at komme tilbage i kampen, da GVI begik et frispark midt på egen banehalvdel.
For at forhindre at John-John satte frisparket hurtigt i gang, kastede GVI bolden væk, hvilket betød et korrekt gult kort til GVI-spilleren. GVI’s anfører var dog ikke enig i kendelsen, og formåede således at brokke sig til et gult kort, og Heimdal ville derfor være 2 mand i overtal de næste 10 minutter.

Overtallet betød at Heimdal gik over til at spille med et tremandsforsvar, og alt spillet foregik herefter på GVIs banehalvdel.
Det udmønstrede sig også i en scoring til Heimdal, da John-John i et Lampardsk fremløb pludselig befandt sig alene med målmanden, der tøvede længe nok til at John-John kunne score til 3-2. John-John er inde i en regulær scoringsstime med sit 3. mål i 2 kampe.

Stormløbet på GVIs mål forsatte, og Heimdal havde i 2. halvleg således et skud på stolpen fra Hulk (hvor målmanden nonchalant råbte ”Forbi”), to nærgående hovedstødsforsøg fra Bjarke, et lige over, og et på overlæggeren. Begge efter skarpe hjørnespark fra Thomas, hvis farlige hjørnespark i begge sider var en konstant kilde til uro i GVI-lejren.

Med et kvarter igen kom udligningen, som kandiderer til årets Heimdalmål:
Søren modtager bolden ude i højre side, dribler uden om en mand, hvorpå han fra kanten af feltet ser at målmanden er trådt et halvt skridt væk fra stregen og har vægten på det forreste ben.
Han blæser derfor på den spidse vinkel og sender bolden i en blød bue over målmanden og ind i det fjerneste hjørne. For at understrege intentionen om et skud siger han ”Den går ind” ved afslutningen, og når at modtage et anerkendende nik fra John-John inden bolden flyver ind i netmaskerne.

Søren, som træner Jung havde holdt ude af startopstillingen for at bringe ham i spil når modstanderen var blevet lidt møre, dedikerende efterfølgende målet til forbilledet Beckham som tidligere på ugen havde offentliggjort at han indstillede sin karriere.

Heimdal gik nu efter sejren, og Træner Jung spillede derfor sin Joker: En træt Casper Nygaard, som havde nåede at brænde en direktør i 2.halvleg, blev udskiftet med Finn Nielsen, som optil kampen end ikke havde figurerede i truppen, men som blev opgraderet fra tilskuer til udskifter i sidste øjeblik.
Dejligt at se Finn tilbage i den grønne trøje efter at have været på sidelinjen i et halvt år blandt andet med problemer med hjertet.

Det høje pres betød at GVI blev farlige på kontraløb, og selvom Skytte stod en flot kamp, og blandt andet diskede op med en storartet dobbeltredning, scorede GVI alligevel tre minutter før tid, på netop en kontrachance, til slutresultatet 4-3.

Heimdal måtte således, på trods af det flotte comeback i 2. halvleg, tage fra Vangede uden point, og samtidig med 2 skadede spillere.

Kampens spiller blev udnævnt af træner Jung til at være Jens, som endnu engang bevidste at han altid spiller godt i Gentofte Kommune.

Der skal til slut lyde en stor tak til Finn for at hjælpe i nøden, samt til de 4 øvrige tilskuere, selvom Stinus’ søster næste gang også gerne må heppe på os andre.

 

Næste kamp er hjemme imod Vigerslev på tirsdag kl. 18.00, hvor alle opfordres til at komme og støtte holdet.