Medvind i modvind

Medvind i modvind

Lørdag eftermiddag spillede Herre 1 på udebane mod Nyhavn, der ligesom os er kommet godt fra start i ligaen. Traditionelt har vi altid problemer i Kløveren, og lad det være sagt med det samme. Igen kom vi i modvind på de åbne marker på Amager.

1. halvleg var med en stærk medvind i ryggen, der ikke gavnede spillet særlig meget, og der er ikke meget at rapportere om, udover hvad nogen ville beskrive som en direktør til Ebnaldo. Vi giver banen skylden for den dårlige afslutning. Nogenlunde det samme skete i den anden ende lidt efter, med samme resultat. Så altså stadig 0-0 og pausen nærmede sig uden de store højdepunkter.

Morten Lauritsen ville det dog anderledes og var tydeligvis blevet inspireret af et vist danseprogram på tv2 fredag aften og viste sjældent set gode og hurtige hofter. Nyhavn-backen var også meget imponeret og blev derfor stående og kiggede på de smukke krøller stryge forbi ham. En klinisk afslutning senere fra anføreren var Heimdal oppe med en enkelt pind ved pausen.

Pausen benyttede træneren til en trippel udskiftning i bedste Football Manager stil, er det mon der inspirationen kommer fra?

Ind kom Tofte, Rune og den tilbagevendte søn Thomas Faartoft.

På trods af den stive modvind skulle der ikke gå meget mere end 2-3 minutter af anden halvleg inden Lars “krøller fra nakke til hofte” Tofte havde scoret 2 gange fra sin nye plads helt på top. Første mål efter energisk arbejde af Rune, 2. mål efter forbilledligt forarbejde af kampens spiller Frederik.

I løbet af de næste 20-25 minutter lykkedes det Heimdal at score yderligere 5! gange. Målet til 4-0 stod der Jeppe Mieritz på, der efter en bolderobring spillede Laurits på kanten og søgte ind i feltet. Morten ramte ham lige i skallen og bolden blev på fantastisk vis lobbet over den lidt tunge keeper.

Simon ville som sædvanlig også på scoringstavlen, og endnu engang blev det på låget, da han vandt en duel med 2 forsvarsspillere og keeperen.

6-0 sparker Sebastian i kassen på et straffespark begået mod Frederik. Ikke verdens største straffe, men vi tager det hele med.

7-0 og 8-0 stod der hhv. Ebnaldo og Rallemagic på. Begge 2 på friløbere der sikkert blev udnyttet.

På trods af den hårde modvind i 45 min blev sæsonens bedste halvleg leveret, og vundet med hele 7-0 og gav altså et imponerende slutresultat på 8-0.

Søndag formiddag kl.10 i fælledparken er det Herre 2’s tur til at holde Heimdal fanen højt. 3 point skal på tavlen.

 

Startopstilling:

Christian

Frederik – Bjarke – Jeppe – Simon

Laurits – Newroz – Ebdahl – Sebastian

Ralle – Ebbe.