Herre 2 i medvind!

Lad det være sagt med det samme. Dagens referat kommer ikke i nærheden af Sørens meget omfattende referat af Jægersborgkampen.

Årets første hjemmekamp skulle spilles i Fælledparken mod rækkens nr. 1 fra Østerbro. Et noget knoldet billiardtæppe på bane 5 med en hård vind langs banen lagde græs til, det viste sig hurtigt at få stor indflydelse på kampen.
De grønne havde lært af weekendens fejl, og valgte i denne kamp at tage medvinden i 2. halvleg, det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning.

1. halvleg bød på meget få højdepunkter, da banen og den hårde vind gjorde det svært for især Heimdal at spille fodbold. Derfor stod der ØIF på det meste af første halvleg, uden det dog for alvor blev til kæmpe chancer. De få optræk der var tog Skytte sig flot af i kassen. I den anden ende var det småt med chancerne, dog skal det nævnes at Kasper Frøhling fik et stort tilbud med hovedet efter et frisparksindlæg, men headede desværre direkte på keeperen.

I pausen blev der aftalt at 2. halvleg skulle have fuld gas i medvinden, og at vi denne gang skulle undgå at indkassere et mål lige efter pausen. Det lykkedes ikke, og efter få minutters spil i 2. halvleg bragte Østerbro sig foran efter lidt tilfældigheder i feltet.
Det tog dog ikke modet fra de grønne der udlignede kort efter. Thomas slog et hjørnespark fra højre side der blev headet væk af forsvaret, men clearingen kom kun til en meters penge uden for feltet hvor Hulken havde skruet tordenstøvlen rigtigt på og helflugtede kuglen op i det lange hjørne. Nogen ville mene at de havde set et lignende mål på Brøndby stadion for et par år siden, da den fremadstormende Peter Foldgast nåede sig karrierehøjdepunkt imod FC Midjylland.

En meget glad Peter Foldgast! Mon ikke han lige har scoret?

2-1 blev det efter endnu et hjørnespark fra Thomas i højre side, denne gang blev den cleraet ud bag i feltet hvor Kasper stod og ventede, han sparkede bolden retur ind i klumpen hvor Bjarke fik en lang tå på, og bragte Heimdal på 2-1.

Med ca. 20 min tilbage blev det til 3-1 da Thomas med en skarp aflevering fandt Hulk i dybden, der brugte en hidtil uset speed til at rykke fra forsvaret og udplacere målmanden på friløberen.

De sidste 20 min blev en lidt rodet affære, der kastede lidt løse muligheder af sig i begge ender, men der blev ikke scoret flere mål og Herre 2 hev sæsonen første sejr i land mod lokalrivalerne fra Østerbro.

Næste kampe er først søndag d. 5/5 så der er god til at pleje de ømme ben efter kampe både søndag og tirsdag, med en træning presset ind mandag.