De brændte chancers kamp i Tårnby

De brændte chancers kamp i Tårnby

Fredag aften var det ikke kun Herre 1 der spillede. På en glimrende bane langt ude på Amager, nærmere betegnet i Tårnby blev der spillet topopgør i serie 4. Vi mødte op med et stærkt hold på dagen og efter lidt søgen efter bane og et forsvundet holdkort der var givet videre til et hold fra Rødovre var vi klar til kamp.

Da Rene er på ferie, havde Dennis taget ansvaret for holdet. Lad det være sagt med det samme. Det blev ikke til en debutsejr for den nye træner. Til trods for det stærke hold kom vi i modvind hurtigt i kampen. Lidt mere skarphed i Tårnbys felt kunne dog hurtigt have ændret kampens forløb drastisk. Sådan skulle det ikke gå, og vi måtte i stedet gå til pausen nede med 2-0.

Flere taktiske ændringer blev forsøgt for at ændre slagets gang, og endnu engang missede vi et par store muligheder for at komme tilbage i kampen. I stedet var det en Tårnby-angriber der efter at have driblet 3 mand udplacerede Grande og reelt afgjorde kampen. Derefter faldt kampen markant i tempo med nogle løse chancer i begge ender. Igen var det Tårnby der var skarpest i vores felt og scorede kampens sidste mål til 4-0. Et resultat der ikke helt afspejlede kampens forløb, men var et udtryk for manglende skarphed fra Heimdal i begge felter.

Dermed blev det til årets første nederlag for herre 2. Næste kamp er på søndag i Fælledparken kl 10 i et lokalbrag mod HB. HB har fået en blandet start og har efter 4 kampe skrabet 4 point sammen. Kom ud og støt Herre 2 på trods af det noget tidlige tidspunkt på en højhellig søndag.