Sæsonopstart med helt nyt træner-setup for herrerne

Sæsonopstart med helt nyt træner-setup for herrerne

Boldklubben Heimdal er glad for at kunne meddele at Newroz Dogan, i forbindelse med årsskiftet, er ansat som ny førsteholdstræner for herrerne. Klubben har ledt efter en stærk trænerprofil, som kan fortsætte den positive, sportslige udvikling på herresiden og være garant for træningspas af høj kvalitet og vi er sikre på at have fundet løsningen i Newroz Dogan. Newroz har en imponerende baggrund med erfaring fra fodbold på højeste niveau og har allerede, i løbet af sin tid som assistenttræner i klubben, vist sig som en inspirerende og dygtig træner med både de teoretiske og praktiske fodboldkundskaber i orden.

Til at hjælpe sig med at løfte opgaven får Newroz Dogan de to rutinerede klubfolk Morten Lauritsen og Rune Vraamose Møller Nielsen, som kommer til at indgå i et tæt samarbejde med træneren omkring primært de praktiske opgaver, hvilket kun er med til at styrke hele træner-setuppet. Herrerne kan derfor se frem til et spændende og intenst forår, hvor holdet og den nye træner sammen skal fortsætte de gode takter og forhåbentlig være en seriøs kandidat til den oprykning til serie 2, som glippede i allersidste kamp i sidste sæson.

For andetholdets vedkommende er vi mindst ligeså glade for at kunne præsentere Dennis Jung Skov som ny træner. Dennis har (delvist) lagt en ellers lovende fodboldkarriere på hylden, for fuldt ud at hellige sig trænergerningen. Allerede i efteråret vikarierede han i en række kampe som træner, og imponerede med sin smittende entusiasme og altid gode humør, så andetholdet går bestemt også et spændende forår i møde.

Træningsopstart for både første- og andetholdet er mandag den 21. januar klokken 19.30 omklædt på kunstgræsbanen i Fælledparken. Træningstid og -sted i hele opstartsperioden bliver:

Mandag 19.30-21.00 på kunstgræsbanen i Fælledparken

Onsdag 19.30-21.00 på kunstgræsbanen i Ryparken