Heimdalsejr i nervøs sæsonåbner

Heimdalsejr i nervøs sæsonåbner

Fredag aften gæstede Sundby KFUM Fort Fælle i en kamp, hvor holdet og tilskuerne skulle så grueligt meget igennem inden det hele til sidst endte lykkeligt med en 5-1 hjemmesejr.

I hele første halvleg var der dog intet der tydede på at det til sidst skulle ende med de cifre. Spillet var usammenhængende og mange lange, høje bolde blev smidt frem mod Heimdals angribere, som var prisgivede mod Sundbys store forsvarsklepperter. På trods af kampens manglende flow, så var det dog alligevel Heimdal, som sad på det meste af spillet, men ikke desto mindre, så var det Sundby som udnyttede en af deres meget få chancer i kampen til at bringe sig på halvlegsstillingen 0-1, da et indlæg blev forlænget et par gange, indtil en Sundbyspiller hårdt presset af forsvarspillere og målmand, kunne heade bolden i mål. Noget af dukkert for Heimdal, men en ikke uventet konsekvens, når spillet kørte så dårligt som det gjorde.

I pausen reagerede Newroz Dogan prompte ved at hive Heimdals ellers så træfsikre duo, Lars Tofte og Ebnaldo ud, og i stedet sætte Mikkel og Troels på banen til deres debut.

Spillernes fight havde ikke fejlet noget hele kampen igennem og sammenholdt med de nye folks energi og de tunge Sundby-spilleres tiltagende træthed, så så det ud til kun at være et spørgsmål om tid, før udligningen ville falde. Og ganske rigtigt. Halvlegen var ikke mange minutter gammel, da Mikkel i venstre side af banen sætter fart, snyder et par mand og spiller bolden fladt ind til Troels foran feltet, som elegant lægger den videre til den fremstormende kaptajn og højrekant, Morten Lauritsen, som tordner bolden uimodståeligt ind bag modstanderens målmand til stor jubel og forløsning hos både holdkammerater og det forventningsfulde publikum.

2-1 blev det kort efter, da Troels i et direkte løb mod målet falder til jorden i feltet efter et hårdt skub i ryggen. Heimdals unge playmaker, Sebastian, tog upåvirket ansvaret på sine skuldre, og chippede køligt og kontrolleret bolden ind bag en springende målmand. Det var tydeligt at føringen gav selvtillid og pludselig begyndte den massive overvægt i spil og chancer også at udmønte sig i mål. De to debutanter Mikkel og Troels kronede deres fremragende debut med at score henholdsvist to og et af de sidste tre mål, som tilskuerne kunne varme sig på, denne kølige fredag aften.

Kampens spiller blev Anders “Gattuso” Ebdahl, hvis utrættelige, hårde arbejde med midtbanemakkeren Thomas Faartoft havde lagt fundamentet for sejren.

Næste kamp er det udsatte møde Hakoah, som spilles i Ryparken tirsdag aften klokken 19.30. Topstriden i puljen er meget tæt, så kom og bak holdet talstærkt op, så de kan få endnu en sejr i hus og komme et skridt videre oprykningen til serie 2!