Heimdals VM-deltagelse en succes

De i lørdagens anledning ‘røde djævle’ fra Heimdal kæmpede en hård og intensiv kamp ved VM i halvmaraton – men hyggeligt, dét var det.

Tusindvis af glas med vand og energidrik blev gjort klar før start - men løberne var tørstige, MEGET tørstige!
Tusindvis af glas med vand og energidrik blev gjort klar før start – men løberne var tørstige, MEGET tørstige!

Mens løbsdeltagerne fightede sig igennem de lidt over 21 km, sørgede 25 heimdalere for, at de ikke løb tør for energi undervejs på VM-ruten, der snoede sig rundt i de københavnske gader.

Heimdals frivillige hjælpere var placeret ved rutens sidste væskedepot, hvor flere (trætte og halvdesperate) løbere blev set drikke tomme vandglas, som endnu ikke var blevet fyldt op – det samme gjorde sig gældende for energidrikken, som var væk, lige så snart der var hældt op.

Der var i den grad run på i ‘drink station 3’ på H.C. Andersens Boulevard, hvor Heimdal i fem-seks timer hjalp til.

Dagen var ellers startet roligt med mødetid kl. 9:45, hvor der blev serveret croissanter, hvoraf flere var chokoladestykker, hvilket selvfølgelig løftede stemingen fra start.

Herefter blev boder stillet op, energidrik blandet og det ene glas væske efter det andet hældt op og gjort klar til løbsstarten et par timer senere. Dog kunne der altså ikke stables flere glas, end at løberne senere nærmest fik hældt vand og energi direkte ned i halsen.

Alle fik ved starten udleveret en fin og meget rød Adidas regnjakke, der klædte nogen bedre end andre og hjalp til, at de frivillige ikke blev gennemblødt af al den væske, der farede rundt i luften, da de hurtigste løbere i høj fart provianterede.

Heimdalerne mindede i nogen grad om den tyske 'Tour de France-djævel' og gjorde sit for at heppe de trætte løbere i mål.
Heimdalerne mindede i nogen grad om den tyske ‘Tour de France-djævel’ og gjorde sit for at heppe de trætte løbere i mål.

Klædt i samme uniform samarbejdede heimdalerne, som var en blanding af spillere fra klubbens forskellige hold, fremragende resten af dagen, som blev afsluttet med en velfortjent fyraftensøl.

Lørdagens arbejde betyder, at der kommer ekstra (og vigtige) penge i klubkassen, og fra bestyrelsen vil vi gerne sige mange tak til alle, der støttede op om arrangementet.

Vi opfordrer desuden til lige at tage et smut forbi Heimdals Facebook-side, hvor der er lagt flere billeder op fra i lørdags:

www.facebook.com/BkHeimdal

 

Kenyanerne var hurtige, men det var de frivillige fra Heimdal også!
Kenyanerne var hurtige, men det var de frivillige fra Heimdal også!